Vi står måske på kanten af en ny æra i international politik. Med Donald Trumps melding om, at USA ikke længere vil involvere sig militært i Ukraine, men i stedet overlade konflikten til Europa, ser vi et markant skift i den amerikanske udenrigspolitik. Dette er ikke blot et skifte i taktikken for en enkelt konflikt – det er en direkte fortsættelse af Trumps tidligere linje om at trække USA ud af unødvendige krige og fokusere på interne interesser.

Trump og en ny udenrigspolitik

Trump har i sin første præsidentperiode konsekvent afvist at starte nye krige og har i stedet brugt økonomisk pres, handelspolitik og diplomati som sine værktøjer. Mens tidligere amerikanske præsidenter har prioriteret militær intervention, har Trump derimod insisteret på at USA ikke skal spille rollen som "verdens politibetjent". Vi så det i hans tilgang til Nordkorea, Afghanistan og nu Ukraine.

Hans strategi er klar: krig skal afsluttes, ikke forlænges. Dette er en politik, jeg personligt har støttet, fordi jeg mener, at verdens konflikter ikke skal løses gennem evindelige militære engagementer. Som en person, der selv er flygtet fra krigen i Sri Lanka og oplevet dens grusomheder, ved jeg, hvor dybt krig kan ødelægge liv. Mange i Europa taler om at “vinde” over Rusland, men burde vi ikke i stedet fokusere på, hvordan vi kan stoppe krigen?

Krigens virkelige konsekvenser – En personlig erfaring

For mange europæiske politikere og meningsdannere er krigen i Ukraine en geopolitisk konflikt, der skal vindes. Men jeg har selv oplevet krigens konsekvenser på egen krop som flygtning fra Sri Lanka. Jeg ved, hvad det vil sige at leve i frygt, miste alt og se ens land blive ødelagt. Krig rammer ikke kun soldaterne på slagmarken – det er civilbefolkningen, der betaler den højeste pris, uanset hvem der vinder eller taber.

Dette er en vigtig pointe, som ofte ignoreres i vestlige medier: Dem, der virkelig har oplevet krig, ønsker ofte fred frem for sejr. Mens politikere og strateger taler om geopolitik, er det almindelige mennesker, der mister deres hjem, deres familie og deres fremtid.

Rusland og NATO: Hvem provokerede hvem?

Vestlige medier fremstiller ofte narrativet om, at Rusland har planer om at udvide deres indflydelse og planlægger at indtage andre lande efter Ukraine. Men hvor mange har egentligt undersøgt, hvad der historisk er sket?

1. Rusland har selv søgt NATO-medlemskab – Rusland har flere gange undersøgt muligheden for at blive en del af NATO, men er konsekvent blevet afvist. Hvorfor? Fordi Vesten har haft behov for en modpol, en fjende, til at retfærdiggøre NATO's eksistens.

2. NATO-udvidelsen mod øst – Siden Sovjetunionens fald har NATO udvidet sig helt op til Ruslands grænser, trods tidligere løfter om, at alliancen ikke ville ekspandere mod øst.

3. Ukraine og den røde linje – Rusland har konsekvent sagt, at et ukrainsk NATO-medlemskab var en "rød linje". Hvis USA og NATO i 2021 havde garanteret Ukraines neutralitet, havde denne krig måske aldrig fundet sted.

4. Hvor er beviserne for, at Rusland vil angribe andre lande? Hvis Rusland virkelig havde ambitioner om at angribe flere lande, hvorfor har de så ikke gjort det? I stedet har de koncentreret sig om at sikre de russisk-orienterede regioner i Ukraine, hvor en stor del af befolkningen i forvejen har tætte bånd til Rusland.

Hvordan propaganda og selektiv journalistik former narrativet

Da Nord Stream-gasledningen blev sprængt i september 2022, var vestlige medier og politikere hurtige til at pege fingeren mod Rusland. Argumentationen var simpel: Kun Rusland kunne have interesse i at sabotere sin egen rørledning. Dette blev gentaget af ledende europæiske politikere og fremtrædende medier uden nogen reel bevisførelse.

Deres logik var, at Rusland havde et motiv for at sabotere gasledningen, fordi:

• De kunne lægge pres på Europa ved at stoppe gasforsyningen.

• De kunne eskalere konflikten i Ukraine og vise deres styrke.

• Det ville være en del af deres hybridkrigsførelse mod Vesten.

Men efterhånden som efterforskningen skred frem, viste sporene sig at pege i en helt anden retning: Ukraine stod sandsynligvis bag. Pludselig forsvandt sagen fra de store overskrifter. Efterhånden som flere detaljer kom frem, valgte Danmark og Sverige at lukke deres efterforskning.

Hvorfor? Hvis Rusland virkelig havde sprængt rørledningen, ville efterforskningen da ikke have været en oplagt mulighed for at bevise det? At Danmark og andre lande valgte at lukke sagen ned antyder, at resultatet ikke passede ind i det narrativ, som man oprindeligt havde sat i gang.

Europa taber ansigt, men redder millioner af menneskeliv

Uanset hvordan man vender og drejer det, vil Europa tabe ansigt, hvis de accepterer en forhandlingsløsning, der ikke indebærer en total sejr over Rusland. Men hvad betyder det i praksis? At politiske ledere mister lidt prestige? At man ikke kan holde fast i det sorte-hvide narrativ om "de gode mod de onde"?

Hvis prisen for at tabe ansigt er at redde millioner af menneskeliv, så er det da en rigtig god deal! 

Måske er det på tide, at europæiske politikere indser, at geopolitik ikke handler om at vinde narrativer, men om at beskytte mennesker og sikre stabilitet. Hvis USA er klar til at trække sig fra krigsretorikken, hvorfor skulle Europa så fortsætte med at holde fast i den?