Siden Ruslands invasion af Ukraine den 24. februar 2022 har verden været vidne til en brutal konflikt, der har kostet tusindvis af liv og tvunget millioner på flugt. Ved første øjekast kan det virke som en krig mellem Rusland og Ukraine, men konfliktens rødder stikker langt dybere. I virkeligheden er dette en konsekvens af årtiers uløste spændinger mellem Rusland og Vesten, særligt NATO. For at forstå årsagen til den russiske invasion er det nødvendigt at se nærmere på Ruslands gentagne advarsler mod NATO’s udvidelse mod øst – advarsler, som Vesten har ignoreret.

NATO’s udvidelse mod øst: Brudte løfter?

Efter Sovjetunionens opløsning i 1991 stod Rusland over for en ny verdensorden. Mange håbede på, at dette ville føre til tættere samarbejde mellem Rusland og Vesten, men i stedet begyndte NATO langsomt at udvide sig mod øst. For Rusland, som historisk har haft stor opmærksomhed på at sikre sine grænser og strategiske bufferzoner, blev denne udvikling opfattet som en alvorlig trussel.

Ved Munich Security Conference den 10. februar 2007 gjorde Vladimir Putin det klart, at Rusland gentagne gange havde bedt Vesten om at holde sig væk fra deres grænser og respektere de aftaler, der tilsyneladende blev indgået i slutningen af Den Kolde Krig. Putin henviste specifikt til en udtalelse fra NATOs daværende generalsekretær, Manfred Woerner, fra 1990, hvor Woerner sagde: “The fact that we are ready not to place a NATO army outside German territory gives the Soviet Union firm security guarantees.” Putin spurgte retorisk: “Where are those guarantees?” Dette spørgsmål fremhævede Ruslands følelse af forræderi, da NATO siden ikke blot har stationeret tropper i Østeuropa, men også optaget lande som Polen, Ungarn og de baltiske stater i alliancen.

Fra russisk perspektiv føltes NATO’s udvidelse som et brud på mundtlige løfter, der blev givet i slutningen af Den Kolde Krig. Selvom der aldrig blev indgået en formel skriftlig aftale om ikke at udvide NATO, anså Rusland de mundtlige forsikringer for bindende. Putins tale i 2007 var en tydelig advarsel om, at Rusland ikke længere ville acceptere denne udvikling.

Rusland og NATO: Forværrede relationer

Ruslands forhold til NATO har længe været præget af mistillid, og Rusland har betragtet NATO’s udvidelse som en direkte trussel. Det er vigtigt at forstå, at Rusland gentagne gange har udtrykt et ønske om tættere samarbejde med NATO. Efter Sovjetunionens fald forsøgte Rusland at finde sin plads i den nye verdensorden, og i begyndelsen af 2000'erne udtrykte Vladimir Putin interesse i et tættere samarbejde. Men denne interesse blev aldrig genspejlet fra NATO's side.

Putins tale ved Munich Security Conference i 2007 var et klart signal om, at Rusland ikke længere kunne stå passivt og se NATO bevæge sig tættere på deres grænser. Han kritiserede Vesten for at overse Ruslands sikkerhedsmæssige bekymringer og advarede om, at Rusland ville tage de nødvendige skridt for at beskytte sine interesser. Det var en forsmag på de eskalationer, der fulgte i de kommende år.

Ukraine som brændpunkt i magtkampen

En af de primære årsager til den nuværende krig er Ruslands frygt for, at Ukraine kunne blive en del af NATO. I flere år har Ukraine bevæget sig i retning af tættere integration med Vesten, og ved NATO-topmødet i Bukarest i 2008 blev det erklæret, at både Ukraine og Georgien kunne blive medlemmer af alliancen i fremtiden. Dette var en rød linje for Rusland. Hvis NATO-styrker blev stationeret i Ukraine, ville det betyde, at Rusland havde en fjendtlig alliance lige uden for døren – en situation, de anså som uacceptabel.

Efter revolutionen i Ukraine i 2014 og landets drejning mod en mere pro-vestlig kurs intensiverede Rusland sin modstand. Krim blev annekteret, og prorussiske oprørere i det østlige Ukraine modtog støtte fra Moskva. Fra Ruslands perspektiv var dette nødvendige skridt for at forhindre Ukraine i at glide helt ind i NATO's sfære.

Rusland føler sig omringet

Putins tale i München i 2007 giver en klar indsigt i, hvordan Rusland ser på de geopolitiske udviklinger. Han anklagede Vesten for at forsøge at etablere en unipolær verdensorden, hvor NATO og USA dominerede. Rusland følte sig langsomt men sikkert omringet af fjendtlige magter, og NATO's konstante udvidelse blev set som en bevidst strategi for at inddæmme Ruslands indflydelse.

Putin understregede flere gange i sin tale, at Rusland ikke ønskede konflikt, men heller ikke ville tillade at blive trængt op i en krog. Han fremhævede, at Rusland flere gange havde gjort opmærksom på deres bekymringer, men at disse var blevet ignoreret af Vesten. Dette har ført til en situation, hvor Rusland føler, at de ikke har noget andet valg end at handle.

Fredsprocessen: Et forsømt alternativ

Det mest bekymrende aspekt ved denne konflikt er, at vestlige regeringer – inklusive EU og Danmark – tilsyneladende ikke har vist viljen til at fremme en fredsproces. I stedet slår de på krigstrommerne og opfordrer til yderligere militær støtte til Ukraine. Det virker næsten som om, de ønsker, at krigen skal fortsætte, uanset prisen, indtil Rusland er presset helt ud af billedet. Denne holdning er dybt problematisk og skaber en følelse af, at diplomati og fred ikke længere er en prioritet.

Endnu mere bekymrende er, hvordan lande, der har forsøgt at fremme fredsaftaler mellem Rusland og Ukraine, ofte bliver betragtet som "Putins håndlangere." I stedet for at anerkende, at en fredelig løsning er i alles interesse, bliver fredsforslag mødt med mistænksomhed og afvisning.

Et konkret eksempel er det forslag til en fredsaftale, som både Ukraine og Rusland accepterede i Tyrkiet tidligere i krigen. Denne aftale kunne have været et skridt mod en løsning, men den blev hurtigt kasseret efter et besøg fra den britiske premierminister Boris Johnson, der angiveligt pressede Ukraine til at trække sig fra forhandlingerne. Dette viser, at der har været muligheder for fred, men at de blev undermineret af eksterne magters ønske om at fortsætte krigen.

En fastlåst situation uden vilje til fred

Krigen fortsætter, og det ser ud til, at der fra vestlig side er større interesse i at holde konflikten kørende end i at finde en fredelig løsning. Rusland ser det som nødvendigt at forsvare sine strategiske interesser, mens Vesten fortsat støtter Ukraine i deres kamp for suverænitet og selvbestemmelse. Men med diplomatiet lagt på is og en stigende militarisering, er en hurtig fredsløsning uden for rækkevidde.

I sidste ende er krigen i Ukraine et udtryk for dybt rodfæstede spændinger, der har bygget sig op over årtier. Det er en konflikt, der rækker langt ud over Ukraine og ind i hjertet af Ruslands forhold til NATO og Vesten. Lige nu ser der ud til at være en manglende vilje til at stoppe krigen, og konflikten truer fortsat stabiliteten i Europa.